LSU og SELA

Så er der en opdatering fra Texas! Nu nærmer vi os stille tredje spillerunde (vi møder Texas Tech Red Raiders torsdag) inden vi har en BYE-week i fjerde runde. Så tænkte, at nu ville være en oplagt mulighed for at opdatere jer.

Den første kamp mod LSU var virkelig en omgærdet af spænding. Det var en top modstander fra en konference fyldt med freak athletes. Som I ved, så tabte TCU desværre, og vandt i uprangende maner mod SELA, der er en FCS skole. Der var nogle gode ting at tage med derfra, og selvfølgelig også negative ting.

Lad os bare for god ordens skyld starte med to generel påstand omkring det svage spil i første halvleg mod SELA, som jeg har læst: 1) TCU havde ikke forberedt sig på kampen mod SELA, det var en sikker sejr og med deres konferencedebut 5 dage efter, har holdet brugt tid på at forberede sig mod TT end mod SELA og 2) og den her er fra Coach P selv, SELA vidste og kørte nogle nye ting, som TCU ikke havde set før. De to påstande kan sagtens fungere sammen, og jeg vil mene den ikke virker helt usandsynlig.

Videre til selve spillet ...

Selvom resultaterne var forskellige, så synes jeg, at vi kan se nogle meget ens tendenser i de to kampe:
Forsvaret lukker angrebet ned på ca. 75% af spillene, men tillader så store spil på de resterende 25%, og det kan man ikke bruge så meget til. På alle drives hvor SELA scorede, så var det forsvaret, der blundende. Det gjorde de også på andre spil, hvor det bare ikke blev udnyttet - LSU udnyttede det nærmest hver gang. Når forsvaret derimod tager sig sammen, så er de skræmmende effektive, eneste mangel er måske et elite passrush, men holdets bedste, DeVonte Fields, var ude i den enekamp og fik kun begrænset spilletid i den anden. Løbeforsvaret holdt i begge kampe, det samme gjorde vores coverage, hvor især Kevin White har imponeret mig i begge kampe.
På angrebet kan jeg godt lide vores duo af RB's, hvor B.J. Catalon fremstår som den bedre af de to. Han virker mere tålmodig, mere adræt og mere eksplosiv. Mht. vores duo af QB's, så er det problem løst med Casey Pachall ude med en brækket arm. Selv inden han brækkede armen, så var det tydeligt, hvem af de to, der var bedst. Pachall havde enorme forventninger, men virkede svag i sine kast og beslutninger. Mod SELA ramte han kun én dyb bold, og det var mere pga. en god reaktion fra hans WR, at den lykkedes, da kastet var aaalt for kort. Med Boykin inde derimod .. Det kan blive farligt! Han kan snildt løbe den og kaster med selvtillid og fin præcision. Farten på bolden mangler lidt, men ellers ser han god ud! Og så er han kun sophmore ...

Synes holdet ser fint ud, en smule urutineret, men masser af potentiale! Det bli'r spændende at se torsdag mod TT, når Big 12 sparkes igang for TCU!